Guide: Vælg det rigtige cut til dine målmandshandsker

10.01.2017

Skrevet af Katrine

Flat, gun, roll, negative, expanse, surround… Kært barn har mange navne, og det samme gælder for cut på målmandshandsker. Måske har du allerede fundet dit favorit-cut; måske leder du stadig. Er du i tvivl om, hvilket cut målmandshandsken skal have, så læs med her, hvor jeg fortæller lidt om de forskellige cuts.

Målmandens absolut vigtigste udstyr er handsken. I gamle dage kunne man lige så godt trække i et par havehandsker, og det ville formentlig ikke gøre nogen forskel for præstationen. Sådan er det slet ikke længere, nu hvor de mange handskeproducenter gang på gang overgår hinanden med nye forrygende målmandshandsker, hvis ene feature er federe end den anden. Hvis du ikke allerede har én favorithandske, kan det føles lidt som en jungle at vælge målmandshandsker. For at finde den rigtige handske med det rigtige cut skal du gøre dig nogle overvejelser omkring, hvad du bedst kan lide, og her er cuttet essentielt.

Som nævnt har det enkelte cut på målmandshandsker mange forskellige navne, da de enkelte brands ynder at opfinde deres egne originale navne. Skåret ind til benet er det dog ikke så kompliceret, som det ser ud. Grundlæggende findes der nemlig 3 forskellige cuts: Flat Cut, Negative Cut og Roll finger Cut:

Flat Cut
Flat Cut er det mest traditionelle cut på målmandshandsker, og det er det cut, der har været benyttet på målmandshandsker i længst tid. Cuttet er kendetegnet ved, at syningerne sidder på ydersiden af latexen, og at håndfladen er flad. Dette cut er til dig, der ønsker en målmandshandske med en god boldføling og et lidt løsere fit. Flat cut er nemlig typisk også kendetegnet ved, at der er god plads til fingrene. Dette cut bliver eksempelvis benyttet af Liverpools Simon Mignolet og Juventus’ Gianluigi Buffon.

Andre navne: Expanse Cut, Regular Cut

Fortsættes herunder

Roll finger Cut
Roll finger er et populært cut på målmandshandsker blandt mange af de helt store. Cuttet er kendetegnet ved en større gribeflade, da mængden af latex er større end på eksempelvis Flat Cut-handsker. Latexen er nemlig rullet omkring fingrene, og handsken er derfor perfekt til dig, der ønsker et tættere fit, en stor gribeflade og en sublim latex-til-bold-kontakt. Dette cut er benyttet af eksempelvis Manchester Citys Claudio Bravo og Barcelonas Marc Ter Stegen.

Andre navne: Gun Cut, Surround

Negative Cut
Negative Cut er efterhånden blevet det mest benyttede cut på målmandshandsker benyttet af professionelle målmænd. Dette cut er kendetegnet ved, at syningerne sidder på indersiden af handsken i modsætning til Flat Cut-handskerne, som har syningerne på ydersiden. Det giver et tæt fit og en føling med bolden, som havde du bare hænder. Dette cut bliver benyttet af eksempelvis Bayern Münchens Manuel Neuer og Portos Iker Casillas.

Andre navne: Seemless Touch Cut, Inverted Cut, Inseam Cut

Hybriderne

Foruden de nævnte cuts eksperimenter mange brands med at blande de traditionelle cuts og skabe det, de kalder hybrider. Eksempelvis Negative Surround Cut, som blander Roll finger og Negative Cut ved at slutte latexen om fingrene og lukke den med indvendige syninger på alle fingre. Shotgun Gut er en hybrid, hvor nogle nogle fingre har Roll finger, typisk tommelfinger, pegefinger og lillefinger, mens ringfinger og langefinger har Negative Cut. Hybriderne er interessante, fordi de giver dig det bedste fra de forskellige cuts, så hvis du har mod på at eksperimentere, kan du finde mange fede features her.

Se udvalget af målmandshandsker her